Noget om rundkørsler – og mig

Denne hjemmeside er adaptiv, så på mobiltelefoner ligger MENUER ØVERST til højre på de tre sorte streger.

 

Kender du det, man kommer kørende mod en rundkørsel og efterhånden som man nærmer sig, øges ens nysgerrighed over synet af en skulptur, en dims, der kunne have siddet på hvad som helst, eller måske en flot beplantning? Det tager som regel kun få sekunder at passere, men den oplevelse man havde, da man kørte igennem, kan nogen gange lagre sig og vende tilbage, når turen er ovre.

Mange års og mange kilometers kørsel i Danmark og det øvrige Europa har givet sjove oplevelser, hvad angår rundkørsler og jeg har nu sat mig for at gå noget mere i dybden for at finde nogle af alle de historier, der må gemme sig bag opførelse og dekorering af nogle af de rundkørsler, jeg har mødt på min vej, for selvfølgelig er der en historie bag.

Der er overordnet to reaktioner, når jeg fortæller andre om min interesse og det er enten: “HVAD????”, eller “Det lyder spændende”, men som oftest fulgt af en latter, som bare motiverer mig endnu mere til at indsamle historier og dele dem. Nu har jeg sat mig for at vælge de 100 danske rundkørsler, jeg finder mest bemærkelsesværdige og indsamle historier og facts om dem og hen ad vejen dele det med dig, kære læser og netop du sidder måske inde med nogle oplysninger eller historier om en rundkørsel. En historie eller oplysning, du har lyst til at dele med andre og det har du nu muligheden for.

På denne blog vil jeg dele fotos efterhånden som jeg får dem taget og historier efterhånden som jeg får dem samlet. Andet steds på bloggen kan du læse om hvordan du kan dele oplysninger og historier. Du kan også abonnere på de nyhedsbreve, som jeg vil sende ud, når jeg har noget at fortælle.

Jeg håber at du vil finde fornøjelse i at følge og gerne være aktiv på min blog.

 

Mange hilsner

Klavs Lind